25 meter lange busser skal give hurtigere transport i Aalborg
AALBORG: En knap 25 meter lang bus med tre led og plads til 153 passagerer er lørdag blevet indviet i Aalborg. Det er den såkaldte Plusbus, der kører på den 12 kilometer lange rute mellem Væddeløbsbanen i Aalborg Vestby og det kommende nye universitetshospital i den østlige del af byen.
- Plusbussen er et topmoderne transportmiddel, som vil give et markant løft til den kollektive trafik og gavne fremkommeligheden i Aalborg - allerede fra dag ét, har rådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Bussen er cirka dobbelt størrelse af en almindelig bus, der har plads til 70-75 passagerer. Plusbus betegnes som Danmarks første rigtige BRT-forbindelse. BRT står for Bus Rapid Transit, og det er en busrute, der kører i sit eget tracé uden modkørende biler. Bussen kan derfor komme hurtigere frem end for eksempel biler og traditionelle busser.
Letbaneprojekt blev fravalgt
Det var oprindeligt meningen, at Aalborg skulle have en letbane ligesom Aarhus, Odense og København. Men letbaneprojektet blev i stedet fravalgt i den nordjyske hovedstad til fordel for BRT-systemet, der er langt billigere at etablere end en letbane. Plusbus har ifølge Jyllands-Posten kostet 570 millioner kroner med et tilskud på 250 millioner kroner fra staten.
Til sammenligning har letbanen i Odense ifølge mediet kostet 3,6 milliarder med et tilskud fra staten på 1,2 milliarder kroner. Letbanen i Odense åbnede i maj 2022.
Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet siger til Jyllands-Posten, at Plusbus er en "klar serviceforbedring for mange rejsende" og en "bedre økonomisk løsning end letbanerne".
Det er godt fire år siden, at arbejdet med at anlægge det særlige spor til Plusbus i Aalborg blev sat i gang. På dagen for indvielsen er der blandt andet taler og musikalsk underholdning, ligesom aalborgenserne kan køre gratis med bussen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.